Sæby GF’s samværspolitik

Sæby GF henvender sig til alle både børn, unge og voksne, der har lyst til at lave gymnastik og bevæge sig. Der lægges stor vægt på glæden ved bevægelse og samværet på holdene.

Alle instruktører er ansat som frivillige og ulønnede. Sæby GF kræver, at instruktørerne har relevante kurser og passende kompetencer til at være instruktører.

Sæby GF sætter pris på, at instruktører taler pænt til gymnaster, forældre og andre instruktører, og at træningen foregår i et positivt og socialt miljø. Drillerier og mobning accepteres ikke.

Sæby GF tager afstand fra seksuelle krænkelser og er meget opmærksomme på problemet. Der indhentes oplysninger til børneattester fra samtlige instruktører, som har kontakt med børn under 15 år, også selvom de har været i Sæby GF i mange år.

Formanden i Sæby GF har ansvar for, at der ved sæsonstart udfyldes og indhentes børneattester på samtlige aktive instruktører og ledelse i foreningen for den kommende sæson. Hvis børneattesten er positiv modtager Sæby GF ikke selv attesten, men kriminalregistret sender besked til DGI. Formand og næstformand modtager derefter besked fra DGI.

Negative børneattester opbevares af formanden og bortskaffes efter endt sæson.

Ved evt. tilbagemelding om positive børneattester, bedes instruktør forlade foreningen straks.

Al fotografering i omklædningsrum og i situationer, der kan virke krænkende er forbudt.

Forældre opfordres via velkomstfolderen til at kontakte bestyrelsen, hvis de ikke ønsker billeder af deres barn fra træningen, arrangementer, opvisninger med mere offentliggjort på www.saebygf.dk.

Rygning

Sæby GF forventer, at instruktører og gymnaster ikke ryger under træning og ved opvisninger. Gældende rygepolitik på træningssted skal efterleves.

Alkohol

Sæby GF ønsker på ingen måde at fremme brugen af alkohol i forbindelse med foreningens træning og andre aktiviteter. Det er yderst vigtigt, at instruktører og gymnaster møder ædru til træning og i andre forbindelser, hvor Sæby GF repræsenteres. Er der fest eller andre sociale sammenkomster for instruktører og bestyrelse, hvor det ikke er gymnastikken, der er i højsædet, kan der, hvis man er over 18 år, nydes alkohol.

Rusmidler

Sæby GFaccepterer på ingen måde brug eller besiddelse af ulovlige stoffer og vækstfremmende stoffer hos medlemmer eller hos folk, der er knyttet til Sæby GF. Er du som instruktør eller medlem i Sæby GF påvirket af stoffer i forbindelse med aktiviteter, vil det medføre øjeblikkelig bortvisning.

I Sæby GF ønsker vi trygge rammer for alle. Derfor skal glæden ved bevægelse og fællesskabet være i højsædet.